OCD

OCD -  Obsessive Compulsive Disorder:

Definition:

OCD – Definition

OCD er en forkortelse for Obsessive Compulsive Disorder. Det er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker. Det er ikke en sindssygdom, selvom mange tror dette.

Sygdommen findes i mange sværhedsgrader, fra den helt milde med kun lejlighedsvis optræden og til en invaliderende tilstand, hvor personen har tvangstanker eller tvangshandlinger i løbet af hele dagen.

Tvangstanker (obsessiv), kan det være gentagne ubehagelige tanker, følelser, idéer m.m., som man ser for sit indre blik. De tanker som personerne får er ofte om skræk for sygdom og/eller vold. Personen vil tit gøre meget for at forsøge at undgå tvangstankerne og er oftest bevidst om tankernes irrationelle karakter.

Tvangshandlinger (compulsive) er gentagne handlinger eller ritualer, som en person føler sig tvunget til og som ofte ikke giver mening for andre. Dette kan fx være vasketrang eller at kontrollere om dørene i huset er låst.

Tvangshandlingerne er reaktioner på personens tvangstanker. De har som mål at reducere ubehag og forhindre visse indbildte frygtede hændelser. Denne tilstand kan give funktionsnedsættelser og reducere personens livskvalitet

Et lille facts, WHO rangerer tvangslidelser som en af de 20 mest funktionshæmmende sygdomme.

Årsager:

Lidelsen kan skyldes en kombination af psykologiske og neurobiologiske årsager, hvor en forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer, serotonin (man har nedsat af dette) spiller en meget vigtig rolle.

-          Fx: har man inden for forskning påvist, at en særlig type streptokok-bakterier kan give børn OCD. Den type OCD kaldes også PANDAS, en forkortelse for Pediatric Autoimmune Neuropsychiatric Disorders Associated With Streptococcal Infection.

Man kan have en medfødt sårbarhed for udvikling af OCD.

-          Tvillingeundersøgelser viser at risikoen for OCD er større ved man har en enægget tvilling som har OCD, end hvis man har en tveægget.

-          Hvis man har en forældre med OCD har man omkring 10% for selv at få – betyder dog ikke det er de samme tvangstanker/handlinger.

OCD starter tidligt i livet, og hos mange er der en ydre årsag:

-          Fx forældre skilles, problemer i skolen, anden krise.

-          Ifølge psykoanalytiske teorier er OCD en form for angst -> forsvarsmekanisme -> reaktionsdannelse

Symptom(er):

OCD symptomer hos børn er ikke væsentligt forskellige fra dem man ser hos voksne. Den væsentligste forskel ligger i at børn har svært ved at fornemme at der er noget galt. Derfor er det vigtigt at barnets nærmeste råber vagt i gevær, hvis barnets tanker og/eller handlinger forhindrer barnet i at slappe af, have det sjovt, lege og leve sit liv. Børns tvangstanker har ofte at gøre med at deres familie er at de selv kommer til skade, men OCD’en udspringer af angst for alt muligt, fx farlige dyr, bakterier eller præstationsangst. OCD’en kommer til udtryk i form af tvangstanker, tvangshandlinger eller en kombination. Så det synlige ift. symptomer bliver de tvangsritualer barnet udfører for at strukturere og opretholde orden og symmetri mhp. at afværge disse personlige rædselsscenarier.

Symptomer der nævnes i denne forbindelse: Banke i bordet, tjekke låse eller at komfuret er slukket, tænde og slukke lys gentagende gange samt små verbale ytringer ”Det var bare for sjov!” efter at have tænkt tvangstanken for at den ikke skal blive til virkelighed. Nogle børn nægter at skifte tøj fordi det føles trygt at have det samme tøj på som barnet netop har oplevet at komme ”heldigt” igennem en dag med. En hyppigt forekommende angst er at ’forurening’ – enten at den OCD-ramte selv bliver inficeret med bakterier, eller at deres nærmeste er smittebærere og skal holde afstand for at angsten ikke bryder ud i lys lue, at skolen er forurenet og derfor farlig at befinde sig i endsige røre ved. Denne type tvangstanker er ofte ledsaget af et overvældende behov for at gå i bad i skoldhedt vand, eller vaske hænder med sæbe mange gange for at være helt ren og fri for bakterier.

Behandling(er):

-          Samtale med læge for at se hvor hårdt ramt dit barn er af sygdommen.

-          Lægen skriver en behandlingsplan.

Behandlingen af OCD tilpasses, som barnets eller den unges behov og alder ændrer sig.

Behandlingen af OCD foregår i samarbejde med lægen, psykologer, sygeplejersker, pædagoger, barnets familie og relevante personer fra for eksempel det barns skole og kommune.

Samtaleterapi(Kognitiv Adfærdsterapi) er effektivt til behandling af OCD hvor en del af terapien er at tale om, hvordan dit barn oplever sygdommen. Terapeuten forsøger at hjælpe dit barn med at ændre tanker, følelser, handlinger og kropslige reaktioner.

Når man har en god forståelse af symptomer, sygdommen og behandlingen, er det nemmere at leve med OCD og håndtere reaktionerne. Derfor er undervisning - såkaldt psykoedukation - en vigtig del af behandlingen.

-          Om barnet har mange og svære symptomer så få barnet også medicin og samtaleterapi.

Man kan får bivirkninger af medicinen som eksempelvis kvalme, søvnforstyrrelser, tendens til at svede og hovedpine. Det går som regel over efter et par uger. Ellers foreslår lægen måske at skifte til en anden type medicin eller dosis.

-          Når det er tid til at stoppe den medicinske behandling, sker det gradvist og efter aftale med lægen.

For at behandle OCD medicinsk kan man bruger  ’serotonin genoptagelseshæmmere’(fx lykkepiller og Prozac). Medicinen virker ved at øge mængden af signalstoffet serotonin. Det er med til at styre, hvordan de forskellige dele af hjernen “taler sammen”

Nogle gange bruger man nye typer antipsykotika. De virker ved at ændre aktiviteten af flere signalstoffer i hjernen. Denne slags medicin har en beroligende virkning, som dæmper symptomerne på OCD hos børn.

Nogen gange virker medicin og terapi virker ikke, og derfor kan man også anvende Deep Brain Stimulation, som er en ny form for behandling.

OCD er en kronisk sygdom som aldrig kan helbredes, dog kan symptomer dæmpes så meget at patienterne kan leve en normal hverdag. 

Fremtidsprognose(r):

Mange med OCD søger ikke behandling, da de skammer sig over tvangstankerne eller tvangshandlingerne. Af denne grund ved man ikke præcist, hvordan det går mennesker med OCD på længere sigt.

Det er imidlertid vigtigt at man modarbejder sine tvangstanker og tvangshandlinger, så man ikke risikerer at de udvikler sig i en sådan grad at man til sidst ikke er i stand til at leve et normalt liv.

Man kan få god hjælp til det ved at få behandling, f.eks. med adfærdsterapi, hvor man arbejder med at modvirke ritualerne.

Mange får desuden en depression eller forskellige former for angst, og det forværrer sygdommen og mulighederne for at blive rask. Hvis man bliver deprimeret på grund af sin OCD, har man også en forhøjet risiko for at begå selvmord.

Et andet problem er, at nogle med OCD begynder at drikke alkohol eller tager nervemedicin for på den måde at modvirke ritualerne. Men selv om alkohol eller nervemedicin kan dæmpe symptomerne på kort sigt, hjælper det ikke på længere sigt. Tværtimod risikerer man at få et alvorligt misbrug oveni sygdommen.

Comorbiditet betyder samtidigt tilstedeværende anden sygdom, og her tænkes på andre psykiatriske lidelser. Som OCD-ramt har man en vis risiko for samtidigt at lide af visse andre psykiske problemer, oftest depression og angstlidelser såsom panikangst, social fobi og generaliseret angst. Lidelser som ADHD (opmærksomheds- og koncentrationsforstyrrelse), spiseforstyrrelser og Gilles de la Tourettes syndrom, som er en lidelse med ufrivillige bevægelser (tics), ses også i forbindelse med OCD.

-          Fremtidsudsigterne er usikre, da mange med OCD ikke søger hjælp, og der derfor ikke kan dannes et overblik over ramte personer.

-          Langt de fleste kan opnå at leve et ’normalt’ liv uden at være kraftigt påvirket af sygdommen.

-          Dette opnås typisk gennem både kognitiv terapi og medicinering.

-          Der er dog nogle for hvem OCD er et kronisk forløb, der kraftigt hæmmer livskvaliteten.

-          Andre psykiatriske lidelser ses ofte i kombination med OCD, disse kan også være forbipasserende eller kroniske.

Praksiserfaring(er):

Mange har en række ”unødvendige” ting som de skal gøre for at få ro på sig selv. Slukke og tænde lyset flere gange, tjekke gentagende gange om døren er låst o. lign.  Men ingen af os synes at have erfaring med ”reelle” tilfælde i hverdagen. 

Diskussion/problematisering:

-          Behandlingsmetoder – virker de og hvilke er bedst?

-          Er det en sygdom eller sindssygdom – bilder vi os det selv ind?

-          Håndtering i institution – hvordan håndtere vi individer som har en høj grad af OCD? Hvordan skal disse opnå optimal udbytte af en undervisning?